18 Jan |
|
På fredag spiller Vestegnen hjemmekamp i Stiga Divisionen mod Vedbæk. Kampen er Vestegnens sidste hjemmekamp i grundspillet. Derudover resterer to udekampe mod København og Kvik Næstved.
Med de seneste resultater i Stiga Divisionen er det faldet på plads, at vi har kvalificeret os til slutspillet i vores debutsæson i Stiga Divisionen. En fantastisk sæson for Vestegnen Bordtennis, hvor målsætningen fra start egentlig bare var at blive i rækken.
Fredagens modstander, Vedbæk, er også oprykkere, og de har også haft en rigtig god sæson. Inden fredagens kamp indtager Vedbæk rækkens tredjeplads og er dermed også sikre på en plads i slutspillet.
Udekampen mod Vedbæk tidligere på sæsonen blev startskuddet på en helt fantastisk periode for os i Stiga Divisionen. Inden kampen havde vi tabt vores fire første kampe i sæsonen, og Vedbæk var favoritter. Men vi vandt kampen med 5-2, bl.a. efter to fantastiske sejre til Martin Bremer Jensen over Martin Monrad og Christian Kongsgaard, der begge er en del af den danske landsholdstrup.
Efter sejren mod Vedbæk vandt vi syv kampe yderligere i træk, hvilket altså betyder, at vi nu er sikre på at komme i slutspillet.
Pointene er stadig vigtige
De to bedst placerede hold i grundspillet kvalificerer sig direkte til semifinalerne, mens nummer tre til seks skal spille kvartfinaler. Roskilde har sat sig solidt på rækkens førsteplads, men derefter er der tæt kamp om pladserne to til seks i rækken, hvor seks point skiller Køge Bugt på andenpladsen fra Vestegnen på sjettepladsen.
Kvartfinalerne afvikles bedst af tre kampe, og nummer tre i grundspillet kan selv vælge, om de vil møde nummer fem eller seks. Det er også værd at bemærke, at nummer tre og fire i grundspillet i kvartfinalerne har fordel af at have hjemmebane i en eventuel tredje og afgørende kamp.
Så selvom både Vedbæk og Vestegnen er sikre på en plads i slutspillet, er det stadig uhyre vigtigt at få så god en slutplacering i grundspillet som muligt.
Udover Martin Monrad og Christian Kongsgaard har Vedbæk i truppen svenske Jimmy Ojankangas samt de to rutinerede Morten Knudsen og Kim Høgsberg.
Det bliver spændende at se, om Martin Bremer Jensen og resten af Vestegnenspillerne kan gentage succesen mod Vedbæk og forbedre udgangspunktet inden slutspillet.
Vinsmagning
Inden kampen er der et VIP-arrangement. VIP-arrangementet starter kl. 17.00, og kampen starter kl. 18.30. Ved arrangementet vil der være vinsmagning af vine fra Piemonte-området i Italien, og vi vil fortælle lidt om aftenens kamp mod Vedbæk i Stiga Divisionen. Hele arrangementet foregår i Greve Idrætscenter, Lillevangsvej 88, 2670 Greve.
Det koster 300 kr. pr. person at deltage i VIP-arrangementet, mens der er gratis adgang til kampen. |








